Team Esbjerg HK
Søg efter:

VEDTÆGTER FOR TEAM ESBJERG HK


Stiftet 09. Oktober 1942
Senest ændret 26. april 2023


Foreningens navn er:
Team Esbjerg HK
Stadionhallen
Gl. Vardevej 82
6700 Esbjerg


Den har hjemsted i Esbjerg Kommune. Foreningen er tilsluttet Jysk Håndbold Forbund, Dansk Håndbold Forbund, Dansk Idræts Forbund og Esbjerg Idræts Forbund.

§1 Foreningens mål

Foreningens formål er at fremme interessen for og kendskabet til håndboldspillet og gennem afholdelse af selskabelige sammenkomster for medlemmerne højne kammeratskabet indenfor foreningens rammer.

§ 2 Medlemskab

Som aktive og passive medlemmer optages enhver, der har lyst og vilje til at arbejde for foreningens formål.

Af hensyn til den tildelte haltid har bestyrelsen ret til at begrænse tilgangen af medlemmer inden for de forskellige rækker.

§ 3 Kontingent

Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen efter indstilling fra bestyrelsen.

Kontingentet for aktive medlemmer betales halv- eller helårligt

Passive medlemmer betaler ved indmeldelsen kontingent gældende for det løbende år.

§ 4 Udmeldelse

Udmeldelse skal ske skriftligt til foreningens kasserer.

Hvis et medlem er kommet i kontingentrestance eller har pådraget sig anden gæld til klubben, kan bestyrelsen med mindst 8 dages varsel udelukke vedkommende.

Hvis et medlem har pådraget sig kontingentrestance for ½ år, kan bestyrelsen udelukke vedkommende med ovennævnte varsel.

Den, på grund af gæld til klubben, udelukkede må for på ny at blive medlem betale sin gæld til klubben.

I øvrigt kan bestyrelsen, når mindst 2/3 af denne stemmer herfor, udelukke et medlem, når særlige forhold giver anledning dertil.

Dette kan dog først ske efter, at den pågældende har haft lejlighed til at fremføre sit forsvar.

Vedkommende medlem kan fordre spørgsmålet om udelukkelse prøvet på førstkommende ordinære generalforsamling.

Endvidere kan et medlem udelukkes, når det efter et skriftligt forslag herom fra mindst 20 stemmeberettigede medlemmer vedtages på en generalforsamling.

I alle tilfælde, hvor udelukkelse skal behandles på generalforsamling, har vedkommende krav på at få meddelelse herom senest 3×24 timer før generalforsamling samt ret til at deltage og ret til at forsvare sig på generalforsamling.

Evt. udelukkelse skal være opført som særskilt punkt på dagsordenen.

Et, ved generalforsamlingsbeslutning, udelukket medlem kan kun genoptages som medlem ved en ny generalforsamling.

§ 5 Generalforsamlingen

  1. Generalforsamlingen er med de indskrænkninger, som disse love foreskriver, den højeste myndighed i alle klubbens anliggender.
  2. Ordinær generalforsamling afholdes årligt i april måned. Generalforsamlingen indkaldes med mindst 14 dages varsel ved publicering på klubbens hjemmeside, alternativt på minimum et af de sociale medier som klubben benytter sig af til kommunikation.
  3. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, må være formanden i hænde senest 3×24 timer før generalforsamlingen.
  4. Generalforsamlingen kan ikke tage bindende beslutninger i sager, der ikke er opført på dagsordenen.
  5. Stemmeberettigede på generalforsamlingen er kun aktive medlemmer over 18 år, der ikke er i kontingentrestance, og som har været medlem af klubben de sidste 2 måneder før generalforsamlingen, samt passive støttemedlemmer med et medlemskab på over 2 år og bestyrelsens medlemmer. Passive medlemmer har til enhver tid taleret og er valgbare. Stemmeret kan kun udøves ved personlig fremmøde.
  6. Generalforsamlingen vælger sin dirigent, der leder forhandlingerne og bestemmer afstemningsmåden. Skriftlig afstemning skal dog finde sted, når mindst 3 stemmeberettigede medlemmer forlanger det. Endvidere skal alle afstemninger om udelukkelser foregå skriftligt. Den valgte dirigent må ikke være medlem af bestyrelsen.
  7. Generalforsamlingens dagsorden skal mindst omfatte følgende:
    1. Valg af dirigent.
    2. Formandens beretning.
    3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab.
    4. Valg af bestyrelse (se § 6 stk. 2).
    5. Valg af revisor (se § 7 stk. 4).
    6. Behandling af indkomne forslag (herunder lovændringer og fastsættelse af kontingent).
    7. Eventuelt.
  8. Har generalforsamlingen truffet afgørelse i en sag, kan denne ikke på ny forebringes før tidligst på nærmest følgende generalforsamling.
  9. Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når mindst 25 af klubbens stemmeberettigede medlemmer skriftligt forlanger dette og indsender forslag til dagsorden. Generalforsamling afholdes senest 14 dage efter indkaldelse.
  10. På generalforsamlinger er simpelt stemmeflertal afgørende. Dog kræves for udelukkelse og lovændring 2/3 majoritet.

§ 6 Foreningens daglige ledelse

  1. Klubbens daglige ledelse forestås af en bestyrelse, og de af denne på lovlig måde vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter klubben.
  2. Bestyrelse består af et Forretningsudvalg (FU) og et antal udvalgsformænd.
    • Formand, næstformand, kasserer, sportschef og sekretær udgør FU og vælges på generalforsamlingen 2 år ad gangen.
    • Formand, sportschef og sekretær vælges lige år, kasserer og næstformand ulige år.
    • Der dannes det antal udvalg, der er nødvendig for at varetage klubbens daglige drift. Udvalgsformændene vælges for 1 år ad gangen.
  3. Udtræder i valgperioden et medlem af bestyrelsen, supplerer denne sig selv.
  4. Bestyrelsen konstituerer sig selv med næstformand og sekretær og fastsætter selv sin forretningsorden.
  5. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig når mindst 4 medlemmer, hvoriblandt formanden eller næstformanden er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens (næstformandens) stemme afgørende.
  6. Bestyrelsen skal føre protokol over generalforsamlingen, bestyrelsesmøder og vigtige begivenheder inden for klubben.
  7. Ansættelse af trænere og valg af holdledere foretages af bestyrelsen.
  8. Følgende personer kan ikke være medlem af bestyrelsen.
    1. Medlemmer af bestyrelser i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der udlejer lokaler m.m. til foreningen, eller som kontrollerer udlejer af lokaler til foreningen.
    2. Advokater, revisorer og lignende rådgivere for, samt anssatte i fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der udlejer lokaler m.m. til foreningen, eller som kontrollerer udlejer af lokaler til foreningen.
    3. Ejere af lokaler m.m., der udlejes til foreningen.

§ 7 Økonomi, regnskab og revision

  1. Klubbens regnskab afsluttes den 31. marts og driftsregnskabet fremlægges på den efterfølgende generalforsamling.
  2. Regnskaberne, forsynet med revisionspåtegning, forelægges de ordinære generalforsamlinger til godkendelse.
  3. Revisorer består af medlemmer valgt på generalforsamlingen.
  4. Skulle en revisor få varigt forfald, kan bestyrelsen i stedet vælge en anden, der dog kun fungerer indtil næste ordinære generalforsamling.
  5. Bestyrelsens medlemmer hæfter ikke personligt for foreningens tilskud efter folkeoplysningsloven, kun såfremt tilbagebetaling er opstået ved retsstridigt handling eller undladelse, der kan tilregnes pågældende som forsætlig eller uagtsom.

§ 8 Opløsning

  • Bestemmelser om klubbens opløsning kan kun tages på en i dette øjemed særligt indkaldt ekstraordinær generalforsamling.
  • Til denne beslutningsdygtighed kræves, at mindst 4/5 af de stemmeberettigede medlemmer er til stede, og til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 5/6 af de fremmødte stemmeberettigede stemmer derfor.
  • Opnås 5/6 flertal på en ikke-beslutningsdygtig generalforsamling indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffe med ovennævnte 5/6 stemmeflertal uanset de stemmeberettigedes antal.
  • I tilfælde af klubbens opløsning tilfalder klubbens midler og ejendele Jysk Håndbold Forbund.


Vedtaget på klubbens lovlig stiftende generalforsamling i Esbjerg den 9. oktober 1942 medændringer 20. oktober 1968, april 1798, 26 maj 1999, 27. april 2005, 29 april 2009 og 26 april 2023.